Sammen med 600 energiske skolebørn indviede Experimentarium torsdag 17. august udstillingen ‘Rumstationen – På mission med Andreas Mogensen’.
Om en uge den 25. august sendes Andreas efter planen ud til Den Internationale Rumstation, ISS.
I den anledning er en lang række formidlingsaktiviteter spredt ud over hele Danmark. Blandt andet Rumstation-udstillingen. Der er tre eksemplarer af udstillingen. Foruden den på Experimentarium i Hellerup er der også en på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør (åbnet 10. august) og en på Science Museerne i Århus (åbnet 15. august).
Og de 600 elever havde en forrygende dag hos Experimentarium med rumeksperimenter, raketværksted, VR-rejse til ISS, Astronaut-is og meget mere.
Rumstationen er en del af projektet Rumrejsen2023, som gennem formidling omkring Andreas Mogensens Huginn-mission skal bidrage til at skærpe børns interesse for STEM-fagene. Og man kan sagtens nå at være med. Udstillingerne kører de kommende måneder alle tre steder, og rykker efterfølgende videre til andre museer og centre, som deltager i samarbejdet om udstillingen rundt omkring i landet.
Læs mere her hos Experimentarium
Og her hos Danmarks Tekniske Museum
Og hos Science Museerne i Århus
Foto: Experimentarium
(Skrevet og redigeret af Morten Garly Andersen)