Vi har oplevet en overvældende interesse for eventet, alle 550 billetter er væk, og vi må desværre lukke for tilmeldingen. Du kan følge hos DTU eventet live her:
Med over 400 tilmeldte bliver DTU Bibliotek proppet på fredag, når Andreas Mogensen og hans tre astronaut-kolleger på SpaceX Crew-7 sendes op til Den Internationale Rumstation ISS.
Her afholder DTU et gratis launch-event fra kl. 8.15 til 10.30 for studerende, DTU-personale og andet godtfolk, der har lyst at være med til at sende Andreas afsted. Det sker på DTU Bibliotek på DTU Campus i Lyngby.
Med de mange tilmeldte bliver biblioteket godt proppet og stemningen forhåbentlig høj, når SpaceX-raketten efter planen sendes afsted kl. 9.49 dansk tid fra Kennedy Space Center i Florida.
Opsendelsen vises live på storskærm. Der er morgenkaffe, rum-quiz med fede præmier og indlæg fra blandt andre prorektor Rasmus Larsen, som er med live fra Florida, hvorfra han overværer opsendelsen. Desuden fortæller forskere fra DTU Space om missionen og projekter, Andreas skal udføre i samarbejde med DTU i løbet af det halve år, han skal være på rumstationen.
Læs mere om programmet og tilmeld dig her (der tages forbehold for at opsendelsen kan blive udskudt)
(Skrevet og redigeret af Morten Garly Andersen)
Foto: SpaceX