Verdens hurtigste dovendyr!

Billedet er et screendump fra opsendelsesvideoen. NASA/SpaceX.

Velkommen i kredsløb til de 4 ombord på Crew Dragon 7 og til bamsen Sasha – nu Verdens hurtigste dovendyr med 28 000 kilometer i timen.

Traditionen tro har Andreas Mogensen valgt en “0-g indicator”, som har til opgave at vise, når rumskibet er i kredsløb, og alt ombord dermed er vægtløst. Det vil sige – det er Emily, Frederik og Jakob; Andreas tre børn, som har valgt, at deres kære sovedyr, dovendyret Sasha skulle med på turen.

På billedet er Sasha netop sluppet fri, og svæver imellem Adreas og Jasmin – men er dog i snor! På ESAs facebooktråd fortæller Andreas selv historien om Sasha og et par andre dovendyr.

Videnskab.dk har en oversigtsartikel, hvor Sasha præsenteret sammen med flere andre af de 0-g indicators, som i tidens løb har været i rummet – somme tider flere ad gangen – og i samme omgang gøres der endnu en gang op med myten om, at der ikke er tyngdekraft i rummet!

Det er også værd at nævne, at Rumfartsorganisationen ESAs maskot Paxi somme tider befinder sig ombord på ISS. Paxi er et lille grønt rumvæsen, som har det med at dukke op der, hvor ESA er med; især ved arrangementer, hvor der er mange børn. Den er også hovedrolleindehaver i en række undervisningsvideoer, og Paxi kan teleportere, så den meget hurtigt kan flytte sig fra sted til sted, og altså også op og ned fra Rumstationen.

(skrevet af Ole J. Knudsen)

Denne hjemmeside bruger kun nødvendige cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll to Top