Hvorfor tage på ferie, når du kan rejse ud i rummet?

I efterårsferien er der rig mulighed for at udforske rummet og blive klogere på rumfart og raketvidenskab. Du kan nemlig besøge en masse spændende udstillinger og events rundt om i landet for både børn, unge og voksne. Vi har samlet et udvalg herunder.    

Oplev kometshow og Danmarks største teleskop på Observatoriet i Brorfelde

I efterårsferien kan du på Observatoriet i Brorfelde rejse millioner af år tilbage i tiden og lær om universets ’store beskidte snebolde’. Sneboldene er dybfrosne tidslommer, som hjælper os med at forstå, hvordan planeterne i solsystemet er blevet skabt.

Du kan også se Danmarks største teleskop, der har spottet mere end hundrede asteroider.

Der er åbent hver dag i efterårsferien i Observatoriet fra kl. 11-17. Læs mere om aktiviteterne på Observatoriet i efterårsferien her.



Oplev livet på Rumstation Steno i efterårsferien

Rumstation Steno på Steno Museet i Århus inviterer til en spændende og udfordrende efterårsferie, hvor det bl.a. er muligt at få et smugkig ind i astronauternes verden og opleve nogle af de ekstreme udfordringer, som astronauterne står over for i rummet.

Du kan både:

  • blive klogere på rummet, stjernerne og planeterne
  • gå på opdagelse i den danske ESA-astronaut Andreas Mogensens hverdagsliv ombord på Den Internationale Rumstation (ISS)
  • prøve at styre en rum-robotarm
  • træne som en astronaut
  • og meget, meget mere

Læs mere om efterårsferien på Steno Museet her.



Fyr den af i Raketværkstedet på Experimentarium

På Experimentarium i Hellerup er der også masser af rumaktiviteter i efterårsferien. For eksempel afholdes der Rumshows, hvor du kan blive klogere på de utrolige størrelsesforhold og afstande i universet.

Du har også mulighed for at konstruere din egen raket i Raketværkstedet og høre Andreas Mogensen fortæller om hverdagen ombord på Den Internationale Rumstation i udstillingen ‘Rumstationen – på mission med Andreas Mogensen’.

Læs mere om efterårsferien på Experimentarium her.



Slip din indre astronaut løspå Danmarks Tekniske Museum i Helsingør

På Teknisk Museum kan du bygge din egen raket, og se hvor højt du kan få den til at flyve. Du kan prøve at smage ægte astronautmad og designe et landingsmodul, så du kan få astronauten sikkert ned på jorden.

Værkstedet foregår alle dage fra kl. 10:30 til 15:30.

Museet har åbent fra kl.10-17 alle dage, inklusiv mandag.

Læs mere om efterårsferien på Danmarks Teknisk Museum her.

Redigeret af Kirstine Laursen-Keldorff

Denne hjemmeside bruger kun nødvendige cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll to Top