Foto Kenneth Majkjær Mikkelsen
Elever og lærere fra hele Norden så med
Mandag den 4. december blev der lavet et såkaldt In Flight Call til den danske ESA-astronaut Andreas Mogensen på Den Internationale Rumstation, ISS.
In Flight Call’et gik ud til i hele Norden, og både i Sverige, Norge, Finland og Danmark var elever og lærere samlet flere steder for at høre Andreas Mogensen fortælle om rumteknologier, og hvordan de eksperimenter, der laves i rummet, kan hjælpe os hernede på Jorden.
På Experimentarium i Hellerup var der samlet 600 børn og voksne fra hele Danmark til en kæmpe rumtemadag med raketværksted, micro:bit, stjernekig, In Flight Call og meget mere. Naturama i Svendborg og Steno Museet i Aarhus havde også inviteret en masse skolebørn og sat storskærm op og streamede hele showet fra Experimentarium.
Foto 1 og 2 af Nichlas Olsen og 3 af Anders Bruun
Mindblowing og helt sindssygt
På forhånd havde det været muligt at indsende spørgsmål til Andreas Mogensen, som han ville svare på under In Flight Call’et. To spørgsmål fra hvert land.
Fra Danmark spurgte Lukas og Liam om hvilken gadget, Andreas Mogensen synes er den sejeste på hans rumdragt – og hvad gør han egentlig, hvis det klør under rumhjelmen. Ville på ni år ville gerne vide, hvordan man sover i rummet.
De tre drenge var alle enige om, at det var mindblowing og helt sindssygt, at de havde fået lov til at stille Danmarks eneste astronaut et spørgsmål.
Foto Anders Bruun
Andreas Mogensen er en fabelagtig formidler
Programleder på Experimentarium Sheena Laursen, som havde været med til at planlægge dagen og showet, fortæller:
”Det var stort at opleve Andreas Mogensen live fra den Internationale Space Station. Der gik et sug igennem publikum – bestående af op imod 600 børn og voksne – da Andreas Mogensen tonede frem på skærmen. Det betyder virkelig meget for børn – og voksne – at have en rollemodel i form af en astronaut, der kommer fra Danmark. Andreas er fabelagtig til at formidle det med rummet og forskning i rummet, så det samler både unge og gamle og viser, at det er spændende at gå på opdagelse i hele den naturvidenskabelige verden”.
Gik du glip af det
Du kan se hele showet fra Experimentarium her: In Flight Call LIVE: Vi ringede til Andreas Mogensen i rummet (experimentarium.dk)
DR Ultra var med hele dagen – se programmet her: Vi ringer til rummet! | Se online her | DRTV
Rumtemadagen var en del af Rumrejse-projektet og blev til i samarbejde med Experimentarium. DR, Astra, ESERO DK og Observatoriet.
Foto Anders Bruun
/Kirstine Laursen-Keldorff