Her med udgangen af juni runder vi officielt Rumrejsen af. Andreas har gennemført sin mission, og vender tilbage til ESA’s astronautcenter i Köln for at fortsætte sit arbejde der. Han er desuden tilknyttet DTU som associeret professor, så vi får ham at se i faglige sammenhænge i Danmark fremover også.
For nylig nåede han lige forbi Grønland. Her afleverede han blandt andet det grønlandske flag tilbage til Grønlands Nationalmuseum, som han havde med under sin mission til Den internationale rumstation.
Til stor glæde for lokalbefolkningen besøgte den danske ESA Astronaut blandt andet arrangementer i Nuuk og Sisimiut, hvor DTU’s campus for uddannelse i Grønland er placeret.
Rumrejsen-projektets mange aktiviteter har været med til at skabe opmærksomhed og interesse for STEM-området og relaterede erhvervsfaglige uddannelser over det meste af Danmark med undervisningsmaterialer, events, interaktive udstillinger, inflight calls med Andreas Mogensen og meget mere.
Fra januar i fjor til juni i år har Andreas været med eller er nævnt i cirka 5.500 indslag i danske medier, ofte på baggrund af aktiviteter relateret til projekter i Rumrejsen-partnerskabet. Også siteet her har der være interesse for med over 650.000 besøg/hits, siden det blev lanceret i maj sidste år. Tallene er en indikation på, at vi er nået vidt omkring med Rumrejsen-projektet.
Men det slutter ikke her. Der stadig masser af rumaktiviteter, som partnerne i Rumrejsen-projektet står for.
Du kan finde partnerne her.
Og ude på Den internationale rumstation, er der en række projekter med danske bidrag også stadig i fuld gang. Blandt andet er kolleger nu i gang med at bruge den 3D metal-printer, som Andreas lige nåede at installere, før han skulle tilbage til Jorden i marts. De printede emner kommer senere til Jorden, hvor de skal analyseres af DTU, som har designet dem, og af Airbus Defence and Space, som har bygget printeren.
Der er også lavet en masse undervisningsmaterialer, som du blandt andet kan finde her:
ESERO Danmark.
Naturvidenskabernes hus.
Astra, det nationale naturfagscenter.
Og rum- og rumrelaterede udstillinger på flere museer, som du finder her:
Danmarks Tekniske Museum.
Kroppedal Museum.
Observatoriet i Brorfelde.
Vi takker her i Rumrejsen-sekretariatet for et godt samarbejde i rumrejsen-partnerskabet. Vi ønsker jer alle en dejlig sommer.
Tekst og redigering: Morten Garly Andersen på vegne af Rumrejsen-partnerskabet
Foto: DTU Space