Var du med til opsendelsen?

Opsendelsen følges fra planetariet på Steno Museet. Foto: Simon Bro.

Mange steder rundt omkring i landet var der arrangeret opsendelsesfest da Andreas Mogensen blev sendt afsted lørdag morgen den 26. august 2023. Rigtig mange har sikkert fulgt opsendelsen på streaming TV derhjemme, men der er noget særligt over at dele sådan en begivenhed med andre.

Efterhånden som der kommer rapporter ind fra de forskellige arrangører tilføjer vi dem her.

Steno Museet, Aarhus Universitet holdt rumfest og de kendte nørder Kåre og Emil underholdt og kommenterede. Opsendelsen blev fulgt med spænding blandt andet fra en fyldt planetariesal. Du kan finde museets facebookopslag her.

Naturama i Svendborg har for nyligt indrettet en ottekantet sal til 360° projektionsrum, og i dagens anledning var hele rummet med videoprojektion tryllet om til Rumstationen ISS. Cirka 60 gæster var mødt frem; fortrinsvis fædre med mindre børn, og desuden var både DRs P4Fyn og TV2s TV-Fyn til stede. Ole J. Knudsen fra Aarhus Space Centre var tilfældigvis på familiebesøg i nærheden. Han mødte op som ambassadør for Rumrejsen2023, og kommenterede opsendelsen, delte foldere og klistermærker ud og svarede på en sværm af spørgsmål om Huginn-missionen.

DTU i Lyngby fulgte 250 studerende, forskere og familier også Andreas Mogensens opsendelselse med spænding. DTU’s prorektor Rasmus Larsen var med på en direkte forbindelse fra Florida, hvor raketten blev sendt afsted fra og fortalte om, hvordan det var at være close-up on site. Efter en succesfuld opsendelse kunne DTU også bryste sig med at have sin første DTU-professor i rummet. Andreas Mogensen er nemlig tidligere på sommeren blevet udnævnt adjungeret professor på DTU. Se Youtube-streamingen fra launch-eventet på DTU her.

Var du med et sted, som vi ikke har nævnt, så fortæl os om det på e-mailadressen rumrejsen2023@DTU.dk

(Skrevet og redigeret af Ole J. Knudsen og Morten Garly Andersen)

Denne hjemmeside bruger kun nødvendige cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll to Top