Lørdag den 20. januar 2024 blev besætningen på Den internationale Rumstation atter en gang udvidet fra 7 til 11 personer.
Blandt “gæsterne” denne gang er den svenske ESA-astronaut Marcus Wandt, som har valgt navnet Muninn for sin del af rummissionen, så nu er begge af Odins ravne fra den nordiske mytologi repræsenteret ombord, samtidig med at der for første gang opholder sig to skandinaver på Rumstationen i de næste cirka 14 dage.
Ravnetemaet understreges af, at Andreas Mogensen medbringer to ægte ravnefjer, udlånt af Naturhistorisk Museum i Aarhus, en guldbrakteat med Odin og en ravn som motiv, udlånt af Nationalmuseet, en ravnefibula i bronze udlånt af Moesgaard Museum i Aarhus, og en lille sølvstatuettekopi af Odin, hans to ulve og hans to ravne, udlånt af Lejre Museum. Det skulle sikre, at der i den kommende tid måske bliver en del skræppen ombord.
(Skrevet af Ole J. Knudsen)