Af Ole Eggers Bjælde. Astrofysiker, museumsinspektør ved Science Museerne ved Aarhus Universitet. Ambassadør for Rumrejsen.
På Den internationale rumstation, ISS, samarbejdes på tværs af landegrænser, politiske skel og styreformer. Men hvordan kan det lade sig gøre at skelne mellem rumfart og storpolitik i en tid med krig på Jorden?
Andreas Mogensen og hans kolleger på ISS ankom med henholdsvis et amerikansk Crew-Dragon-fartøj og et russisk Soyuz-fartøj inden for tre uger tilbage i august og september. Ombord på det amerikanske fartøj var en amerikaner, en japaner, en russer og selvfølgelig en dansker. Ombord på det russiske fartøj var to russere og en amerikaner. Opsendelserne fandt sted fra amerikansk territorium i Florida og fra russisk territorium i Kasakhstan.
Alle astronauter på rumstationen behersker både engelsk og russisk på et nogenlunde niveau, da kommunikation foregår på begge sprog. Det internationale samarbejde er fuldstændig vævet ind i astronauternes vægtløse hverdag. Sådan har det været siden rumstationens begyndelse i 1990’erne.
Beslutningen om at bygge en fælles rumstation blev truffet efter Sovjetunionens opløsning. USA’s daværende vicepræsident Al Gore og Ruslands daværende premierminister Viktor Chernomyrdin annoncerede i 1993 i fællesskab planerne for rumstationen.
På daværende tidspunkt var den russiske rumstation Mir i kredsløb om Jorden, og der var planer for en efterfølger. De planer blev lagt til side, og to af de planlagte moduler kunne i stedet bruges i en fælles rumstation. På den måde blev de første tre moduler på ISS de to russiske Zarya og Zvezda samt det amerikanske Unity. Russisk for solopgang og stjerne samt engelsk for enhed. Navnet Zarya til det første modul var netop valgt for at symbolisere en solopgang for et internationalt samarbejde i rummet. Det amerikansk-byggede modul Unity var stedet, hvor astronauterne spiste sammen. Alle tre moduler er stadig en del af rumstationen.
I det tidlige samarbejde var det den russiske rumorganisation, som havde den største viden og erfaring med livet på en rumstation på grund af deres lange erfaring med rumstationer tilbage fra Salyut 1 i 1971. Den amerikanske erfaring begrænsede sig til rumstationen Skylab, som var i kredsløb i 1970’erne, og planlægningen af rumstationen Freedom. I det første forståelsespapir mellem de to landes rumorganisationer NASA og Roscosmos blev rumstationen beskrevet som et laboratorium, observatorium og en produktionssted, der kunne fungere som mellemstation og værksted for fremtidige missioner til andre himmellegemer.
Det første hold af mere vedvarende beboere på ISS ankom i november 2000 og var en amerikansk astronaut og to russiske kosmonauter.
Som især laboratorium og observatorium har rumstationen bidraget til mange videnskabelige erkendelser. Forskningsarbejdet ganske opdelt; de russiske kosmonauter arbejder på deres egne forskningsprojekter, mens de amerikanske, europæiske og japanske astronauter arbejder på deres forskningsprojekter.
De europæiske, japanske og amerikanske astronauter er nærmest dagligt involveret i hinandens projekter, men ikke i ret stort omfang i de russiske, og heller ikke omvendt. Men det er naturligvis ikke det samme som, at astronauter og kosmonauter ikke samarbejder. Sikkerhedsprocedurer, måltider og daglig snak er der masser af, men ellers er det lettest at få øje på samarbejdet, når astronauter og kosmonauter skal fragtes til eller fra rumstationen.
Da Andreas Mogensen var i rummet sidst i 2015, skete hans opsendelse og nedstigning til og fra ISS med et russisk Soyuz-rumfartøj. SpaceX overtog flere af de bemandede flyvninger til ISS i 2020, men Soyuz-raketterne flyver stadig astronauter og fragt til rumstationen.
Den nuværende bilaterale aftale mellem NASA og Roscosmos om at lade astronauter flyve med på Soyuz og kosmonauter med på Crew-Dragon daterer sig kun tilbage til 2022 og er bekræftet ind i 2024, hvorefter det er tvivlsomt, om det vil fortsætte. Roscosmos overvejer et exit fra rumsamarbejdet i 2028. Skulle den russiske involvering i ISS slutte før tid, vil de involverede parter stå med en udfordring, da de forskellige moduler på ISS er så sammenvævede, at det vil være svært at gå hver til sit.
Desuden er forventningen, at ISS efter 2030 tages ud af drift. Meget hardware ombord på rumstationen er gammelt, og for at undgå at den falder fra hinanden i kredsløb, får den lov at brænde op i atmosfæren. Efter planen i 2031.
Samtidig er nye rumstationer på vej: Lunar Gateway i kredsløb om Månen som et fælles projekt mellem USA, Europa, Japan, Canada samt De Forenede Arabiske Emirater. En ny russisk rumstation med en nordligere bane, som lettere kan ses fra og se ned på hele det russiske territorium inklusiv de arktiske egne. En udvidelse af den nuværende kinesiske Tiangong-station og en bemandet indisk rumstation. Samtidig er forventningen, at private og kommercielle partnere i fremtiden med bandt andet NASAs hjælp kan drive en eller flere rumstationer med både videnskabelige perspektiver og som en turistdestination.
Indtil de mange planer bliver realiseret, synes jeg det er passende at se den nuværende rumstation fortsat være et fredssymbol, som viser, at man godt kan arbejde sammen i rummet, selvom man er uvenner på Jorden.
Crew 70 med Andreas Mogensen. (Foto: NASA)