Der er fuld fart på Skills-konkurrencen i Roskilde, hvor unge lærlinge i over 80 fag denne uge konkurrerer om at blive Danmarks bedste håndværker.
Bagere, bilmekanikere og også håndværker-lærlinge med interesse for rumindustrien er med under DM i skills, altså DM i håndværk, som afgøres lørdag 20. april på Dyrskuepladsen i Roskilde.
Huset til et stjernekamera til navigation i rummet samt et kabinet til en computer enhed kaldet astro-PI i stil med en, Andreas Mogensen har haft med under sit ophold på Den Internationale Rumstation, er blandt årets finale-produkter. Dem skal de unge i konkurrencen fremstille inden for disciplinerne drejning og fræsning på avancerede maskiner.
Der er nemlig brug for unge håndværkere og teknikere inden for rumindustrien og relaterede brancher.
Derfor var rumindustrien og Rumrejsen, som formidler Andreas Mogensens rummission og viden om rumindustrien for danskerne, også repræsenteret på Skills med en stor stand ‘Job i Rumindustrien’. Deltagelsen er organiseret af Naturvidenskabernes hus i Bjerringbro og støttet af blandt andre Dansk Metal, Dansk Industri og den europæiske rumorganisation ESA.
“Vi er glade for, at vi er med her for første gang, og at der er kommet så mange forbi vores stand for at få en snak om rummet og mulighederne for at udanne sig til at arbejde inden for rumindustrien som håndværker,” fortæller direktør i Naturvidenskabernes Hus Maiken Lykke Lolck.
Rumrejsen var repræsenteret i et stor telt, hvor lyden af snurrende drejemaskiner og knitren fra svejseapparater blandede sig med snakken mellem de mange nysgerrige gæster og repræsentanter for virksomheder og industriuddannelser, der viste deres produkter og færdigheder frem.
Og på standen ‘Job i Rumindustrien’ handlede det altså om, hvordan man også kan komme til at arbejde med rumteknologi, selv om man ikke lige er ingeniør, forsker eller astronaut.
Læs mere om DM i Skills 2024 her
Tekst og foto: Morten Garly Andersen