Kåre Nedergaard Nielsen
Selvstændig videoproducent i INcaseOF
Baggrund
Jeg brænder for naturvidenskab og er af den faste overbevisning, at alle kan blive begejstrede for det. Det handler om måden, det bliver præsenteret på, og at gøre det relevant for folks hverdag. Jeg har i hele mit arbejdsliv arbejdet med formidling af naturvidenskab og teknik. Først på Danmarks Radios børneprogram Store NØRD og siden på YouTube kanalen ”Kåre og Emil”, hvor hovedformålet begge steder er at skabe interesse og begejstring.
Hvorfor er rummet spændende?
Det at stå en stjerneklar nat og kigge ud i rummet skaber så mange spørgsmål – “Hvor mange stjerner er der egentlig?”, “Hvordan kan noget være uendeligt?”, “Hvordan er det at være vægtløs?” og selvfølgelig “Er vi alene?” Den undren er fantastisk og er med til at skabe en grundlæggende fascination for rummet for mig.
Hvad glæder du dig mest til i forbindelse med Andreas Mogensens næste mission?
Jeg glæder mig til at Andreas kan være med til at udføre en masse forsøg og eksperimenter på ISS, og på den måde være med til at udføre vigtig forskning. Derudover glæder jeg mig til selve opsendelsen, og til at få indsigt i den mængde af viden og arbejde, der ligger bagved og forud for sådan en begivenhed er enorm. Så det er en fantastisk forløsning, når det hele går op i en højere enhed, og astronauterne forlader Jordens atmosfære.
Hvorfor har du sagt ja til at være ambassadør for projektet?
Jeg tror, at Rumrejsen er et projekt, der kan gøre en forskel. Det har mulighed for at sætte fokus på rumfart og naturvidenskab, ikke kun i skolen, men i hele samfundet. Projektet, Andreas Mogensen og hans mission er en enormt god løftestang for at skabe en debat og en generel interesse for videnskaben.