Sådan holder man sig ren i rummet
Her på Jorden kan vi godt tage for givet at vand løber nedad, når vi går i bad, barberer os, børster tænder og går på toilettet. Men sådan er det ikke på Den Internationale Rumstation.
Når astronauterne skal i bad, kan de ikke bare stille sig under bruseren. For i den vægtløse tilstand, vil tyngdekraften ikke hive vandet nedad mod fødderne. Derfor går astronauterne ikke i bad under deres ophold på rumstationen. De vasker i stedet krop og hænder med engangsvaskeklude, og de bruger tørshampoo til at vaske deres hår.
Normalt bruger astronauterne deres tøj i en uge ad gangen, og når det er blevet beskidt, kan de ikke vaske det i rummet. I stedet bliver tøjet lagt ind i et gammelt forsyningsfartøj, der fungerer som en rum-skraldespand. Når forsyningsfartøjet er fyldt med affald, sender man det ned gennem atmosfæren i en høj fart, hvor det brænder op.
Når astronauterne børster tænder, foregår det på samme måde som her på Jorden. Men de spytter ikke tandpastaen ud igen. I stedet har de spiseligt tandpasta, som de bare sluger, når tænderne er blevet rene. Astronauterne skal være særligt opmærksomme på, at løse hår, skægstubbe eller negle kan svæve rundt og ende i andres øjne eller stoppe ventilationssystemet til. Derfor bruger de en slags støvsuger, når de bliver klippet, barberer sig eller klipper negle.
Endelig er der toiletbesøg, som også er besværligt, fordi tyngdekraften ikke trækker alt nedad. Der er forskellige procedurer for toiletbesøg. Hvis man skal tisse, bruger mændene en slange med sug, og kvinderne bruger en aflang kop med sug. Suget fra støvsugeren sørger for, at der ikke løber urin ud i hele rumstationen. Når astronauterne skal af med afføring, må de spænde sig fast til et toilet og tænde for sugefunktionen, som suger dem fast på toilettet. Sugefunktionen sikrer også, at alt ender i en pose, som astronauterne herefter forsegler og smider ud i et rum under toilettet.
Den væske, som astronauterne udskiller, bliver herefter renset og brugt som drikkevand igen. Sådan sikrer man sig, at man kan genanvende op mod 90 % af al væske på rumstationen.